Blomsterhaven var Danmarks første sangglad certificerede vuggestue. idag er alle Spilophusets vuggestuer, samt Klokkekildes børnehave, Sangglad certificerede.
Sangglad
Sang kan noget særligt
Sang og musik er naturlige udtryksformer, der skaber glæde, energi og fællesskab for alle børn, og som tilmed har dokumenteret positive sideeffekter på en lang række områder fra indlærings- og koncentrationsevne til sociale kompetencer. Sang og at synge sammen knytter bånd mellem børn og voksne og bygger bro mellem generationer. Det åbner for oplevelser, refleksion, samhørighed og kulturel forståelse i forhold til traditioner, højtider, historie og fælles oplevelser.
Overordnet finder man, at børn, som regelmæssigt synger
- Får et mere positivt billede af sig selv og relationen til andre
- Styrker motorik og koordineringsevne – især når sang kobles med fagter, klap mv.
- Udvikler sprog hurtigere (flere ord) og bedre (udtale)
- Får mere lyst til at bruge sproget selvstændigt
- Får en oplevelse af at kunne lære
- Bliver bedre til at rumme egne frustrationer, vente og tage tur
- Får en mere udviklet rumlig intelligens
- Får en bedre koncentrationsevne
- Får et større kognitivt overskud
- Bliver mere tolerant
- Bliver bedre til at styre egen stemme
Ny stærk faglighed og varig forandring
Sang og musik understøtter den pædagogiske faglighed og inddrager arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan. Sangglad Mini er udvikling i praksis: på gulvet sammen med de små børn og deres voksne. Vi tror på, at glade stemmer + åbne sangfællesskaber + stærk sangfaglighed = varige forandringer.
Børnehaver, vuggestuer og dagplejere der vælger at være med i Sangglad har på forhånd besluttet sig for, at de vil skabe en langtidsholdbar sangkultur. I samarbejde med en sangkonsulent fra Sangens Hus arbejder hele personale- eller dagplejegruppen på at forankre nye færdigheder og viden, så man ved projektperiodens afslutning kan forsætte sin sangprofil ved egen kraft.
Sangglad sangkonsulenter giver med den styrkede pædagogiske læreplan, deres sangpædagogiske faglighed og viden om daginstitutionernes dagligdag helhedsorienteret sparring med fokus på den enkelte dagpleje-, personale- og børnegruppe.